1.000 larver i sekundet

Automationsteknolog Lasse Snitgaard Nielsen har udviklet AI-teknologi til mønstergenkendelse af sort soldaterflue-larver, der udgør en rig proteinkilde og indgår i dyre- og fiskefoder.

Teknologi
Af Joel Goodstein

Insekter er mad. Næringsholdig og bæredygtig mad. I Danmark anvendes insekter primært i dyre- og fiskefoder, men mange steder i verden indgår insekter som en del af menneskers kost for at skaffe tilstrækkelig næring.

Hos Dansk Insekt Automation arbejder automationsteknolog Lasse Snitgaard Nielsen med at udvikle nye teknologiske løsninger, som kan optimere processerne med industriel udklækning af insekter, orme og larver til foder og fødevareanvendelse.

Aktuelt er han i gang med en AI-løsning til optælling af sort soldaterflue-larver.

“At kende antallet af levende larver er afgørende for at dosere den rette mængde foder til laverne. De eksisterende løsninger er baseret på vejning og ret upræcise, men vi er på vej med en løsning, som er både hurtig og præcis takket være en algoritme, som kan tælle 1.000 larver i sekundet og skelne døde larver fra levende, så man ikke bruger mere foder end højst nødvendigt,” siger Lasse Snitgaard Nielsen.

Udstyret består af et kamera, der er koblet til AI-løsningen, som bygger på en algoritme, der ved mønstergenkendelse kan tælle antallet af larver, der på et transportbånd hastigt passerer kameraet.

“Ved at præsentere AI-løsningen for et antal billeder af larverne, har systemet lært at genkende larverne, og vi har yderlige lært systemet at skelne levende fra døde larver,” fortæller Lasse Snitgaard Nielsen, som ikke ønsker at oplyse, hvordan den kunstige intelligens skelner mellem døde og levende larver – det er en produkthemmelighed.

60.000 larver i minuttet

Dansk Insekt Automation har udviklet den nye løsning specifikt til sort soldaterfluer, som er en af topkandidaterne i fremtidens insektproduktion.

“Vi har beregnet en 25 procent besparelse i foder med vores AI-løsning, når man kender det præcise antal levende larver. Med den opnåede besparelse er vores maskine tjent hjem på et halvt år,” siger Lasse Snitgaard Nielsen.

Dosering af foder er vigtig: Hvis larverne ikke får føde nok, vil de begynde at forpuppe sig og kan ikke bruges til foder. De fuldvoksne larver bliver kogt og kvast til proteinpulver, der anvendes i dyre- og fiskefoder. Den såkaldte frass, der er en blanding af afføring og larvernes exoskeletter, kan bruges til gødning.

“Sort soldaterflue-larver er ikke godkendt til menneskeføde, så foreløbig bliver pulveret brugt i foder til dyre- og fiskeopdræt,” siger han videre.

Udstyret fra Dansk Insekt Automation kommer til at køre i døgndrift. 60.000 larver vil passere kameraet i minuttet.

“Fluen har ikke en mund, så den udgør ikke en risiko som skadedyr, hvis den slipper fri,” siger Lasse Snitgaard Nielsen.

Georg Gearløs

At udvikle den nye løsning er “noget af det vildeste”, Lasse Snitgaard Nielsen har været med til arbejdsmæssigt.

“Det er lidt som at lege Georg Gearløs. Vi har udviklet et system, som ikke har eksisteret før. Vi har bygget både hardware og programmeret softwaren. Når systemet har passeret en test hos Teknologisk Institut, gør vi klar til det kommercielle marked for insektfarme i både Danmark og udlandet,” siger Lasse Snitgaard Nielsen, som var i gang med et ingeniørstudie, inden han skiftede til automationsteknolog.

“Uddannelsen giver mulighed for at arbejde med maskinbygning, 3D-print og PLC- og AI-løsninger, og det er en fantastisk kombination, som passer mig rigtig godt,” siger Lasse Snitgaard Nielsen, som sideløbende med larvetælleren også er i gang med andre innovative insektløsninger til bl.a. opsamling af flueæg og fodring af melorme.

Lasse ­Snitgaard Nielsen, 26 år

  • Automation engineer hos Danish Insekt
    Automation Aps.
  • Uddannet automa-
    tionsteknolog i 2021.
  • Specialiseret i mekatronik, maskinbygning 3D-print, PLC, AI.
  • Bosat i Odense.

Dansk Insekt Automation

  • Udvikler løsninger til automatisering af insektproduk­tion i Danmark og udlandet.
  • Har siden 2019 deltaget i flere danske forsknings- og udviklingsprojekter.

Om Sort soldaterflue

På grund af sit høje protein­indhold, hurtige livscyklus og høje fødevareomdannelse er sort soldaterflue et af de mest anvendte insekter som dyre- og fiskefoder.

Livscyklus:
– Fem dage som æg
– 13-18 dage som larve
– 7-10 dage som pupper
– 5-8 dage som fluer

På insektfarme parrer
sort soldaterfluerne sig i ­såkaldte Love Cages, og æggene ­udklækkes til ­larver, som ­fodres, indtil de når maksimal størrelse på 2-3 cm og vægt på ca. 0,1 gram.

Herefter nedfryses/koges, tørres og knuses larverne
til pulver, der kan anvendes i foder.

Ca. 1 procent af larverne får lov at forpuppe sig til fluer, så cyklus og æglægning kan fortsætte.

Insekter på fremmarch

Brancheorganisationen
Ipiff (International Platform of Insects for Food and Feed) anslår, at der indtil nu er investeret 1 mia.
euro i insekt­produktion I Europa, og at dette tal vil stige til 3 mia. euro i 2025.

Herhjemme planlægger Enorm Biofactory at etablere Skandinaviens største insektfarm i Hedensted, hvor sort soldaterflue bliver grundlaget for produktion af proteinpulver. Investeringen er på 370 mio. kr.