Brevkasse: Svært at finde mig selv i lønstatistikken

Et medlem har svært ved at finde sig selv i vores lønstatistik og efterspørger råd til, hvordan man bruger den som værktøj i en lønforhandling. Og så hører vi fra et medlem, der synes, at det er en stor mundfuld at gå solovejen som freelancer.

Arbejdsliv
Af Kasper Schultz Lund

Svært at finde mig selv i lønstatistikken

Spørgsmål

Jeg skal snart til lønforhandling, så jeg vil gerne forberede mig til samtalen. Jeg har derfor forsøgt at bruge jeres lønstatistik, men har svært ved at finde mig selv i tallene. Jeg er uddannet bygningsmaler, men jeg arbejder på et teater som teatertekniker. Så hvordan bruger jeg lønstatistikken?

Svar

Jeg forstår godt, at du har svært ved at finde dig selv i vores lønstatistik. Mange medlemmer er specialister, og det gør det svært at lave en statistik, der giver mening for den enkelte og samtidig er præcis nok til, at den skal bruges af medlemmer. Hvis du bruger vores lønberegner, kan du indstille forskellige kriterier, som f.eks. arbejdsområde, uddannelse, alder, sektor og geografi. Vi siger som hovedregel, at hvis du arbejder med noget andet, end din uddannelse traditionelt set vil give adgang til, er det vigtige at vælge et arbejdsområde, som er tæt op af det, du arbejder som.

Når du ikke kan finde din uddannelse i TL’s lønberegner er det altså en god idé at kigge på enten arbejdsområde eller en uddannelse, der ligner din mest muligt. I dit tilfælde ville det være ”teater, kultur og oplevelse”. Herefter kan du både afprøve lønberegneren uden at vælge en uddannelse, og efterfølgende med forskellige uddannelser, dine kollegaer har, for at se betydningen af de forskellige uddannelser for lønnen. Du kan også argumentere for, at kombinationen af din uddannelse og erfaring gør, at du har mange af de samme kompetencer, som dine kollegaer med en anden uddannelsesbaggrund, og derfor bør din løn ligge tæt op ad deres.

Husk at vores statistikker ikke er en facitliste, men et arbejdsredskab, du kan bruge til at få en idé om, hvordan andre medlemmers løn er sammensat. På de overordnede linjer kan statistikken give nogle gode pejlemærker for, hvilken betydning arbejdsområde, geografi, alder og uddannelse har for din løn. Derfor opfordrer vi til, at man klikker rundt i statistikken og forsøger at variere de forskellige kriterier, så kan man se, hvordan andres løn er styret af mange forskellige kriterier.

Dana Sofie Andreasen, politisk konsulent, Teknisk Landsforbund

At gå solo er en stor mundfuld

Spørgsmål

Jeg har en lille drøm om at starte min egen virksomhed, men jeg synes, det kan være en stor mundfuld, og det holder mig lidt tilbage. Jeg kan mærke, at noget af det, der gør mig mest i tvivl, er sådan noget som, hvordan jeg opretter et CVR-nummer og udarbejder et regnskab, når den tid kommer. Hvis jeg gerne vil tage springet, er det så noget, I kan hjælpe mig med at komme i gang med?

Svar

Jeg forstår udmærket din drøm om selv at kunne bestemme over dit arbejdsliv. Det er attraktivt selv at vælge sine arbejdsopgaver, sin arbejdstid og ikke mindst sin egen løn. At oprette egen virksomhed kan dog være administrativt tungt, da der jo medfølger forpligtelser i form af momsregnskab, fakturering, skatteindberetning m.m. Så man skal grundigt overveje, om det er den rigtige løsning. Men vi kan hjælpe dig!

I Teknik og Design Freelancebureau (T&D) hjælper vi gerne alle, som drømmer om selv at bestemme. Vi kan ikke hjælpe med at oprette CVR-nummer, men vi tilbyder noget meget bedre. Vi kan nemlig ordne al administrationen for dig, så du slet ikke behøver oprette et CVR-nummer.

Hos T&D ansætter vi dig fra opgave til opgave, så du er lønmodtager, og vi er din arbejdsgiver. Det betyder, at du blot skal koncentrere dig om opgaven, så ordner vi fakturering, lønudbetaling, skatteindberetning, feriepenge, ATP og så videre. Derudover giver vi dig løn, hvis du bliver syg – eller hvis kunden ikke betaler, så du roligt kan fokusere at nyde dit fleksible arbejdsliv – fuldstændig som en selvstændig.

Læs mere på teknikogdesign.dk eller ring til os og få en snak på 33436611, hvis det lyder som noget for dig.

Charlotte Dahm-Johansen, konsulent for freelancere i Teknik & Design / Teknisk Landsforbund

Relaterede artikler

Flere artikler fra TL