I Danmark er vi ved at lære, at træ kan bruges til andet end sommerhuse og spejderhytter. For når danske bygherrer og arkitekter i disse år retter blikket ud i verden, ser de nemlig træ overalt. Det går stærkt - også opad mod skyline.
I 2017 byggede Voll Arkitekter med AB Invest i Norge Mjøstårnet, der dengang med 80 meter og 18 etager var verden højeste træhus. Rekorden er nu i Milwaukee i Wisconsin med lejlighedskomplekset Ascent på 86,5 meter.
En anden trend er at bygge ovenpå eksisterende byggeri.
Et godt eksempel er i Melbourne i Australien, 55 Southbank Boulevard, hvor der er bygget ti etager i CLT (Cross-Laminated-Timber) ovenpå et eksisterende højhus i beton. Her udnyttes træets lethed og formbarhed til at skabe mere plads i det trange byrum.