betyder det, at man bare kan give en bruger et par høreapparater på og sige ’god tur hjem’. Men især taleforståelighed og komfort er tit to konkurrerende parametre, og der er ofte ikke en indstilling på høreapparatet, der tilgodeser begge dele, så apparaterne både er rare at have på og fungerer optimalt i samtale. Sådan er det, og bare det at forstå det, kan være en stor overvindelse.”
”Det handler derfor om at få karakteriseret patientens høreproblem i de rette detaljer, og vurderet resultatet med systematiske tests, så man kan lave den mest kvalificerede forventningsafstemning. Brugeren skal kunne forstå, hvad det vil sige at have et høreapparat, og hvordan man skal arbejde med det de første uger eller måneder. Det kan være en ret voldsom oplevelse med mange nye lyde, som hjernen lige skal vænne sig til,” siger Dorte Hammershøi og opremser en række hverdagssituationer, hvor lyde pludselig kan overraske og sommetider overvælde en ny bruger:
Døre, der smækker, tallerkener, der sættes på bordet, avisen der knitrer, lyden af lynlåsen, når man går på toilettet, stenene i gruset, der knaser, når man går, radio og fjernsyn. Vandhaner der drypper. Lyde som man ikke har hørt i mange år, hvis man er førstegangsbruger.
”Hjernen skal lige pludselig til at processere en hel masse lyde og få ordnet dem, så de ikke stresser og tager fokus fra de lyde, man gerne vil høre – for eksempel tale, radio og fjernsyn eller andre trafikanter, hvis man opholder sig i trafikken.”
Et stort handicap
Nogle af de patienter, der oplever problemer henvender sig igen, og får en opfølgningssamtale, hvor der bliver justeret på nogle af parametrene i høreapparaterne.
”Men det handler stadig om mavefornemmelser og om den erfaring, som audiologiassistenten og den medicinske audiolog har, om man rammer rigtigt i andet forsøg. Her vil en standardiseret testprocedure, der som minimum omfatter et standardiseret sæt af spørgsmål man stiller brugeren under tilpasning og opfølgning, hjælpe.”
Dorte Hammershøi oplever, at netop bedre mulighed for opfølgning, er noget af det, der bliver efterspurgt hos de audiologiassistenter, der til dagligt sidder med patientkontakt. Det kan Susan Langkilde, der er audiologiassistent på Aalborg Universitetshospital, bekræfte.
”Vi prøver at give patienterne gode råd og få dem godt i gang, når vi giver dem høreapparaterne. Men det er desværre min oplevelse, at mange hurtigt giver op, selvom vi siger til dem, at de skal blive ved med at komme. Og det er synd, for høretab er et meget stort usynligt handicap, der gør, at folk simpelthen trækker sig socialt. En ting er, at du måske godt kan passe et arbejde, men hvis du ikke kan være med i samtalen i kantinen, er det er problem. Derfor er det klart mit ønske, at der kommer bedre muligheder for opfølgning.”
Målrettet indsats
BEAR-projektet har et budget på 50,2 mio. kr., hvoraf 28,9 mio. kommer fra Innovationsfonden, mens de tre store danske høreapparatsproducenter GN, Oticon og Widex har bidraget med 15 mio. kr.
Det glæder Peter Aadal Nielsen, Scientific Officer ved Innovationsfonden, at producenterne har valgt at tage så konkret økonomisk del i projektet.
”Høreapparatfirmaerne er foruden arbejdstid, materialer og know-how kommet ind med ren cash, hvilket faktisk er lidt usædvanligt. Det siger noget om, hvor interessant et projekt det er for dem, at de er gået sammen om at sige, at de gerne vil investere penge i det.”
Han vurderer, at interessen skyldes en kombination af, at apparaterne er blevet mere avancerede, samtidig med at den teknologiske udvikling har gjort det muligt at indsamle og håndtere så store mængder data, at producenterne kan få et klart billede af, hvilke af de mange teknologiske muligheder, det kan betale sig at satse på.
”Vi har i dag nogle høreapparater, der er væsentligt mere avancerede, end de var tidligere, men de mange funktioner de har, bliver ikke udnyttet til fulde, fordi de måske ikke bliver uddelt til de rigtige personer, eller fordi man måske ikke kender de enkelte personers handicap godt nok. Så hvis vi kan definere den enkeltes hørenedsættelse bedre, kan vi også tilpasse høreapparaterne bedre.”
På den måde kan teknologien målrettes den enkelte patient.
”Det er et spørgsmål om, hvordan man bruger de kræfter mest rigtigt i forhold til, hvad man vil betale for og hvad der kan gøre en forskel,” siger Dorte Hammershøi, der ikke mener at det nødvendigvis gælder om at putte så meget højteknologi som muligt ind i det enkelte apparat, bare fordi man kan.
”Det kan også blive et overkill for patienterne, hvis man putter en masse avancerede algoritmer i. Hvis det er et høretab, der kan kompenseres for ved relativt simpel forstærkning, er det jo den løsning, der skal tilbydes netop den patient.”
