Kære Venner..
Mange tak for invitationen til at tale her i dag!
Lad os starte med det, som alle taler om: Nemlig, at Lizette Risgaard har trukket sig som formand.
Der er absolut ingen tvivl om, at det er nogle svære dage for fagbevægelsen. Jeg er som andre meget berørt af sagen, fordi jeg kender Lizette Risgaard rigtig godt. Hun har haft en kæmpe betydning for mig personligt
Men ingen står over fællesskabet. Og intet er vigtigere end vores kamp for at beskytte medarbejdere på landets arbejdspladser. Derfor var beslutningen om at trække sig rigtig.
Det ændrer ikke på, at Lizette har udført et kæmpe arbejde for fagbevægelsen – og hendes betydning for vores kamp kan ikke undervurderes.
Og netop i dag 1. maj bruger vi til at fejre vores kampe og vores sejre. Vi kæmper hver eneste dag for at vores medlemmer har gode vilkår.
Men 1. maj er også en god anledning til at løfte blikket og reflektere over de næste store kampe. Det gør regeringen heldigvis let for os.
Forringelser på uddannelse, forringelser for dimittenders dagpenge, og forringelser på tilbagetrækningsmuligheder er alle på bordet – og det er kampe, som vi kæmper nu.
Nogle gange kan det virke uoverskueligt at finde løsninger på store problemer.
Men nogle gange ligger løsninger overraskende lige for. Og det gør de også i dag.
For det her sted, Skovpavillonen, har en historie, som giver os nogle gode bud på svar på de kampe, vi skal kæmpe.
Lad mig uddybe hvorfor.
For 40 år siden - tilbage i februar 1983 – skete der noget interessant her i byen. En lille gruppe borgere troppede op på borgmesterens kontor med en protest.
Skovpavillonen var i så dårlig stand, at kommunalbestyrelsen ville rive den ned. Men det var en lille gruppe Assens-borgere stærkt utilfredse med
Så fire af dem – Jørgen, Ole, Vivi og Terry – satte sig sammen i et køkken og blev enige om at indsamle protester mod nedrivningen. Det havde de held med – og i februar ´83 kunne de så overrække en liste med 910 protest-underskrifter mod nedrivningen.
Og Skovpavillonen står her endnu.
20 år senere – i starten af nullerne – var den gal igen. Bygningen var i forfald – men igen sikrede en stor indsats fra frivillige ildsjæle, at bygningen blev reddet - og nu står den istandsat, og vi kan fejre 1. maj her på dette historiske sted.
Jeg tror, at mange politikere i Regeringen kunne lære en hel del af borgerne her i Assens.
For hvis noget er vigtigt, skal man stå sammen og værne om det vigtige. Og ikke mindst kæmpe for det.
Men lige nu er det min oplevelse, at Regeringen virkelig gør sig umage med at bryde ned – i stedet for at bygge op.
Og at politikerne fuldstændig overser at kæmpe for præcist det, som er vigtigt i Danmark.
Vi har fået en regering, som kalder sig et ”arbejdsfællesskab”. Jeg er ikke helt sikker på, hvad de mener med det – for de har i hvert fald ikke ideologien til fælles.
Og når man som dem har modsatrettede ideologier, må man finde noget andet at være enige om. Og det, som de øjensynligt er blevet enige om er, at Danmark er i krise.
Og det til trods for, at beskæftigelsen er høj – og til trods for, at økonomien er god. Statskassen bugner af penge.
Men nej, vi er i krise, lyder det. Og kriser kræver resolut handling.
Regeringen har kun et stykke værktøj i værktøjskassen til at finde løsninger. Det er Finansministeriets regnemaskine. Det er der indtil videre ikke kommet så meget godt ud af.
Forkortede uddannelser, ingen opkvalificering til ledige, pisk til kontanthjælpsmodtagere – og senest har man valgt at stjæle en fridag fra alle danskere. Og endda gøre det helt udenom den danske model.
Vi skal værne om det, der er vigtigt for Danmark. Vi skal stå sammen og bygge op – og ikke bryde ned og ødelægge det fundament, som vi alle står på.
Derfor forstår jeg vitterligt ikke, at de politiske løsninger, vi ser i øjeblikket, er så begrænsede, som de er.
Og jeg forstår i endnu mindre grad, at politikerne overser – eller måske endda ignorerer – at de er i gang med at træffe beslutninger, der i værste fald kan ødelægge det, som vi alle kender vigtigheden af: Nemlig den danske model.
Nemlig at sikre sammenhold og fællesskab – og nemlig at have en arbejdsstyrke, der kan løse de udfordringer, som vi står over for.
Vi skal øge arbejdsudbuddet; jeg underkender slet ikke den udfordring.
Men det er virkelig ikke en løsning at plukke dagpenge og frihed fra arbejdsstyrken.
Opfattelsen er tilsyneladende, at den eneste gangbare vej til succes er at arbejde mere. Jeg synes, at konklusionen og løsningerne mildest talt er unuancerede.
Det er på ingen måde en holdbar løsning at fjerne en fridag. Og det bliver endnu mere barokt, når der de seneste måneder har været så meget fokus på stress blandt politikerne. Stress er noget lort. Og jeg beundrer alle, der stiller sig frem og fortæller om den horrible sygdom – også de kendte ansigter.
Men jeg må også erkende, at jeg ikke forstår, at politikerne lige præcis derfor ikke laver koblingen til det tåbelige i at presse folk til at arbejde endnu mere. Det virker som om politikerne er tonedøve. Ikke mindst når de taler om stress, som om det er noget sjældent og et tabu.
At blive ramt af stress er slemt og forfærdeligt – grænsende til invaliderende. Det er almindelig kendt at 1.400 danskere hvert år dør af stress. Og at over 1.000.000 sygedage om året skyldes stress. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange penge, der vil kunne spares, hvis vi løste det problem.
Der er et massivt pres på vores kolleger. Arbejd, Arbejd, Arbejd. Manifesteret i, at på fredag er det vores sidste store bededag – så er det slut.
Og det samtidig med at når sundhedsstyrelsen opgør vores trivsel i Danmark, så har vi aldrig haft det værre. Rigtig mange trives ikke. Mest markant hos vores unge kolleger.
Vi har skabt et samfund hvor en stor del af selvrealiseringen sker gennem vores arbejde. Vi har deponeret vores identitet i vores job. Hvad laver du? Er ofte det vi spørger folk vi ikke kender om.
Så når vi er pressede til det yderste på jobbet, så er det ikke kun på jobbet det har betydning. Det er også på vores identitet, og ”lykkes” vi ikke på jobbet, så kan det hurtigt føre til, at vi tænker at vi ikke lykkes som menneske, fordi vores identitet ofte kobles med jobbet.
Derfor er det på tide, at Regeringen lægger Finansministeriets lommeregner fra sig – og løfter blikket.
Det er på tide, at politikerne begynder at bygge op i stedet for at bryde ned.
Det er på tide, at politikerne kommer med reelle visioner for Danmark – for det trænger vi til.
Og her spiller fagbevægelsen også en central rolle.
Vi så med Store Bededag, at når fagbevægelsen går sammen – står sammen, ja så har vi masser af mennesker, der er klar til at kæmpe med os. Næsten En halv mio. danskere skrev under på en protest. Og overenskomstforhandlingerne blev et kæmpe ja under svære forhold – så vi er stadig relevante.
Så når vi tør drømme – når vi tør kæmpe – så skaber vi også opbakning.
Vi må – og skal – være garanterne for det gode arbejdsliv – det gode liv hvor arbejde og fritid er i balance. Vi skal turde drømme om en mere bæredygtig fremtid.
Regeringens løsninger kender vi - vi skal arbejde mere. Det er at forkorte uddannelser, så vores børn bliver dummere, der skæres ned på SU, så dem med færre midler bliver forhindret i at følge deres uddannelsesdrømme. Samfundets værdier fordeles med fordel til dem som har i forvejen og vi andre skal bare arbejde.
Beskæftigelsessystemet er ikke længere til for den enkelte. Det er ikke længere et samfundsansvar at håndtere ledighed. Det er den enkelte. Kontrol, sanktion, lave sociale ydelser er samfundets redskaber. Så banker man de ledige med krav på krav – Søg! Søg!
Søg hellere et tilfældigt job end det rigtige job. Der er for lidt tid til refleksion og uddannelse så det næste job bliver et varigt job. For virksomhedernes behov for arbejdskraft tæller mere, end vores egne drømme.
Arbejdsmarkedet forandrer sig i disse år. Nye teknologier, nye udfordringer og nye kompetencer, der skal i spil. Og det kommer kun til at gå stærkere. Lige nu ser vi kunstig intelligens, som kommer til at definere helt nye spilleregler, opgaver, løsninger og udfordringer for arbejdsmarkedet. Det er vi nødt til at være klar til at håndtere.
Og den grønne omstilling er ikke bare vigtig for klodens overlevelse. Den grønne omstilling er nødvendig for os alle. Men derfor skal samfundet også sikre, at ingen efterlades. Vi skal som lønmodtagere have flere rettigheder og muligheder for at omskole os til den nye virkelighed. Vi ser forandring med stor hastighed, men det vil kun gå stærkere når kunstig intelligens for alvor slår igennem.
Derfor er det tid til at gen-tænke og ændre arbejdsmarkedet. For der er nemlig en bevægelse i gang i disse år: Der rejser sig et krav om fleksibilitet i vores arbejdsliv. Danskerne vil have en bedre balance mellem arbejde og fritid. Det viser utallige undersøgelser.
Danskerne har nye ambitioner for arbejdslivet, som ikke blot handler om at møde ind kl. 07.30 og gå hjem, når man fylder 70.
Jeg vil faktisk gå så langt til at sige, at det ikke er et ønske i forhold til fremtidens arbejdsliv. Det er en forventning.
Corona har lært os, at der kan være mange andre meningsfyldte måder at realisere os selv på end gennem vores arbejde. Det kan være gennem frivilligt arbejde i foreningslivet eller i sociale indsatser.
Derfor mener jeg at vi som fagbevægelse naturligt skal være dem, som sammen i vores fællesskab, finder løsningerne og svarerne på at finde en bedre balance mellem arbejde og fritid.
Vi kender parolen om 8 timers arbejde, 8 timers fri og 8 timers hvile. For mange er de grænser for længst udvisket – smeltet sammen. Mange har aldrig helt fri
Jeg tror 4 dages arbejdsuge kan være 1 af svarerne på at sikre en bedre balance og dermed også en bedre trivsel.
Vi kan se, at en 4-dages uge bliver implementeret flere og flere steder med succes. Også på forskellige typer af virksomheder. Offentlige og privat
Og skal vi ikke samtidig kigge på, hvordan vi skaber et mere varieret arbejdsliv, hvor man kan arbejde betydeligt flere timer, i de perioder man har tiden til det – og så i stedet arbejde færre timer i de år, man har brug for det? Måske når man har små børn i hjemmet, eller forældre der har brug for en hjælpende hånd?
Jeg har ikke alle svarene, men jeg er fuldstændig overbevist om, at en re-tænkning af hele vores arbejdsliv vil kunne løse nogle af de andre store problemer, som jeg talte om før. Stress, travlhed, mistrivsel.
Eller som et af medlemmerne af Teknisk Landsforbund formulerede det i en medlemsundersøgelse om 4-dages arbejdsuge.
”Livet er kort, og jeg vil ikke arbejde det væk”.
Og jeg må til fulde sige, at jeg er enig.
Vi er lige midt i den længste periode i de seneste 100 år, hvor der ikke er justeret på arbejdstiden. Det er 32 år siden, at vi gik ned på en 37 timers arbejdsuge.
Derfor mener jeg, at det er på tide, at vi drømmer stort og tænker store tanker om fremtidens Danmark. Vi har tidligere revolutioneret samfundet – det er på tide, at vi gør det igen.
Skovpavillonen er bygget på fællesskab fra begyndelsen. Tilbage i 1885 købte borgerne i Assens folkeaktier til den nette sum af 25 kr. stykket. Og dermed fik borgerne i Assens dette fine sted.
Bygningen er af træ. Det gør den mere besværlig at vedligeholde – men det gør den også unik. Og værd at bevare.
På samme måde mener jeg, at der er ting i samfundet, som i den grad er unikke – og som vi bør gøre markant mere for at bevare. I fagbevægelsen har vi muskler og stærkt sammenhold – men jeg mener, at politikerne også bør investere mere i at bevare, hvad der er vigtigt for Danmark.
Det er f.eks. den danske model. En bæredygtig arbejdsstyrke. Og ikke mindst evnen til sammen at definere visioner for fremtidens arbejdsmarked.
Derfor kan vi alle lære af Skovpavillonens historie. For den viser os vigtigheden af at skabe fælles, varige, gode løsninger.
God 1. maj