"Jeg er exceptionelt heldig"

Målebånd og digitale målskemaer er lige vigtige arbejdsredskaber i Signe Schjødts job som teknisk design assistent i modehuset Mads Nørgaards konstruktionsafdeling.

Design
Af Marie Preisler

Signe Schjødt er netop vendt glad hjem fra arbejdsrejse til Istanbul for modehuset Mads Nørgaard, hvor hun siden november 2021 har arbejdet som teknisk design assistent i kon­struktionsafdelingen.

Sammen med kollegaer fra design, indkøb og konstruktion var hun på inspirationstur og besøgte virksomhedens tyrkiske leverandør, som producerer ca. halvdelen af det tøj, modehuset sælger.

”Det var en skøn tur med masser af input til mit arbejde. Jeg mødte de folk, som jeg til hverdag skriver sammen med hele dagen, og det gør samarbejdet så meget nemmere at kende hinanden,” siger Signe Schjødt med et stort smil.

Fra mønstre til målskemaer

Hun tager imod på Amagertorv midt i København. I et gammelt fem-etagers københavner-byhus på torvet ligger butikken ’Mads Nørgaard’ i stueetagen, og fra etagerne ovenover drives virksomheden Mads Nørgaard.

På 2. sal op ad frokoststuen ligger ’konstruktion’, som Signe Schjødt udgør den ene halvdel af.Konstruktionsafdelingen spiller en central rolle i tilblivelsen af alle mode­husets fire årlige herre-, dame- og børnekollektioner.

Hun og hendes kollega er på hver kollektion involveret i næsten alle arbejdsprocesser – lige fra designerne præsenterer en tegnet skitse af et nyt produkt og frem til, at der foreligger en færdig salgsprøve af produktet – i modeverdenen også kaldet ’style’.

”Som konstruktører står vi for det tekniske design af alle styles. Derfor er vi inde ovre hver style i hver kollektion mange gange,” forklarer Signe Schjødt.

Der er op til 100 styles i de store kollektioner – forår og efterår – og når designerne i programmet Illustrator har lavet skitser over alle styles i en kommende kollektion, mødes de med Signe Schjødt og hendes kollega, som får forklaret alt, hvad ­designerne har tænkt om hver style: ønsker til materiale, silhuet, fald, lommer etc. Ud fra design-skitserne og designernes mundtlige brief, opretter Signe Schjødt og ­hendes kollega digitale målskemaer for alle styles i it-programmet Delogue.

”Vi laver ikke fysiske mønstre, som skræddere og konstruktører gjorde før i tiden. Skitser, mål og andre specifi­ka­tioner til hver style oprettes digitalt i programmet, hvor de bliver delt med den leverandør, der skal producere stylen.”

Fitting med husmodel

Cirka en måned senere sender leverandøren den første fysiske prøve på hver style retur, og når disse såkaldte ’protoer’ er i hus, skal de tilrettes. Typisk bliver der til det formål sendt bud efter en af Mads Nørgaards husmodeller til en såkaldt ­’fitting’, hvor Signe Schjødt og hendes kollega og designerne tilpasser hver style, mens modellen har den på.

”Ved en fitting ser vi for første gang hver style i en fysisk form, så det er altid spændende. Nogle gange bliver det tydeligt, at et style ikke fungerer i virkeligheden, men ofte skal der blot laves tilpasninger, som sikrer det helt rigtige look, pasform, farvevalg og størrelse."

Til damekollektioner prøves protoer altid på en model med størrelse 36-mål. Det sikrer, at når en style er tilpasset, så det sidder perfekt i størrelse 36, kan Signe Schjødt og hendes kollega skalere op og ned til andre størrelser.

De foretagne tilpasninger skrives derpå ind i it-programmet og deles med leverandøren, som retter til og producerer en salgsprøve – som Signe Schjødt og hendes kollega modtager og måler:

”Der ligger også en del arbejdstimer med målebåndet, før vi kan give salgs­afdelingen grønt lys til at præsentere vareprøver for potentielle kunder. Og vi laver et produktionstjek igen, når de ­færdige varer er produceret og ankommer til vores lager.”

Signe Schjødt og hendes kollega havde også både målebånd og knappenåle fremme under besøget i Istanbul.

”Cirka to gange om året rejser vi og kollegaerne fra vores design- og indkøbsafdeling sammen ud og besøger leverandører. Det er en virkelig dejlig del af jobbet, hvor min kollega og jeg sam­tidig benytter os af muligheden for at rette styles hos og sammen med leverandøren, for det er meget givende."

Kunst på jobbet

At komme til at arbejde med konstruktion af modetøj havde Signe Schjødt ikke drømt om som barn. Men det føles som det helt rigtige sted at være, vurderer hun:

”Jeg har altid været kreativ og var inspireret af min gudmor, som var uddannet skrædder fra Margrethe-Skolen. Men for at lave mit eget tøj, ville jeg vide, hvad man egentlig skal gøre for at få tøj til at sidde pænt på kroppen, så jeg var tændt, da jeg opdagede, at konstruktion er et håndværk, som man kan uddanne sig i."

Hun uddannede sig til designteknolog på linjen pattern design. Derefter tog hun bacheloren Sustainable Fashion Tech for at lære mere om processer og design.

I et praktikophold på den uddannelse fik hun en mulighed, som ad uventede veje førte hende til det nuværende job i Mads Nørgaard:

”Jeg var under uddannelsen i praktik hos modeskaberen Malene Birger, hvor en konstruktør og af­delingsleder fik nyt job hos modevirksomheden Lovechild 1979. De manglede en fittingmodel og spurgte mig, så jeg blev fittingmodel for dem ved siden af studiet og begyndte at løse andre opgaver for dem.”

Hun kom også i praktik hos Lovechild 1979 og traf det valg at arbejde videre på deltid, da hun senere skulle skrive bacheloropgave.

”Jeg vurderede, at det var vigtigere at få er­hvervs­­erfaring og netværk end en høj karakter for min bacheloropgave, og det var et godt valg.”

Signe Schjødt fik halvtidsjob i Lovechild 1979’s kon­struk­tions­afdeling. Og der vidste de, at Mads Nørgaards konstruktør manglede en assistent, så i en periode arbejdede Signe Schjødt på halv tid begge steder, indtil hun fik fuld tid hos Mads Nørgaard.

I modsætning til flere af medstude­rende, som måtte starte karrieren i ulønnede praktikforløb efter endt uddannelse, gik Signe Schjødt direkte til lønnet fuldtidsjob – endda på en arbejdsplads, hun er vild med:

”Jeg har været exceptionelt heldig at have et fast job fra start, og jeg elsker min arbejdsplads. Jeg har ekstremt gode kollegaer, hvoraf mange har været her i mange år. Min chef har altid gang i projekter med diverse kunstnere og giver rum for at prøve ting af, og der er kunst overalt, selv på trapperne i huset, som der er mange af."

På sigt vil hun gerne arbejde endnu mere med leverandørkontakt, da det er den del af produktionsprocessen, hun kender mindst til. Og det er der gode muligheder for hos Mads Nørgaard, forventer hun.

Signe Schjødt

  • Konstruktørassistent hos Mads Nørgaard Copenhagen
  • Uddannet Bachelor i Sustainable Fashion Tech, KEA 2022
  • Uddannet Designteknolog, KEA 2020
  • 28 år
  • Bor i Brønshøj med kæresten og en symaskine, der mest samler støv. Efter arbejde trækker hun oftere i boksehandsker.

Relaterede artikler

Flere artikler fra TL