Det blev et meget markant ja til de nye overenskomster på det private område. Hele 89% af de afgivne stemmer blev på "ja" til de nye overenskomster – og stemmeprocenten endte på 54%
”Jeg er virkelig glad for resultatet. Det var nogle hårde forhandlinger, og derfor er jeg meget glad for, at medlemmerne af Teknisk Landsforbund også kan se det gode i aftalerne,” siger Jannik Frank Petersen.
De nye overenskomster på det private område betyder bl.a. flere penge i lønposen, bedre barselsregler og efteruddannelse. Samtidig blev det et samlet ja til aftalerne på tværs af alle involverede fagforbund – og dermed er aftalerne en realitet for ca. 600.000 mennesker ansat på private arbejdspladser.
”Vi har i den grad knoklet de seneste måneder med at nå hertil. Derfor er jeg utrolig tilfreds med, at så mange medlemmer har valgt at bruge deres demokratiske ret til indflydelse på aftalen ved at stemme. Det stiller os virkelig stærkt i de kommende års forhandlinger, at så mange bakker op om fællesskabet,” siger Jannik Frank Petersen.
Overenskomsterne i kraft med tilbagevirkende kraft pr. 1. marts 2023 – og løber i to år.