TL indgår overenskomst med Wallmans

TL har i dag indgået overenskomst med Wallmans. Overenskomsten medfører en række forbedringer for virksomhedens teknikere.

TL Nyt
Af Morten Terp Morten Terp

I sidste uge afgav TL konfliktvarsel mod Wallmans, efter i et år forgæves at have forhandlet om at få overenskomstdækket virksomhedens teknikere.

I dag blev parterne så enige om en overenskomst.

”Jeg er glad for, vi er nået i mål med en overenskomst som begge parter kan se sig selv i. Vores medlemmer på stedet får med overenskomsten en række markante forbedringer af deres arbejdsvilkår. Det kan vi kun være tilfredse med,” siger Jimmi Eiberg, afdelingsformand i TL København.

Parterne har indgået aftale om tiltrædelse af overenskomsten mellem DIO II og Teknisk Landsforbund med visse ændringer og tilføjelser.

Forbedringerne er bl.a.

  • Forhøjet pension og fritvalgskonto.

  • Halvårsnorm med ret til overarbejdsbetaling.

  • Løn under sygdom (overenskomstmæssig ret).

  • Ret til feriefridage.

  • Kortere opsigelsesvarsel fra medarbejderside.

  • Teknisk chef er også omfattet af overenskomsten.

Overenskomsten betyder også, at medlemmerne nu har ret til en fagretlig behandling af sager. Det har f.eks. betydning ved sager om usaglig opsigelse.

”Vores teknikere på Wallmans er ikke funktionærer, og uden en overenskomst har de hidtil ikke haft mulighed for at få prøvet en sag. Men skulle der komme en, kan vi nu også føre en sag for dem. Det er en vigtig rettighed,” siger Jimmi Eiberg.

Overenskomsten med Wallmans træder i kraft 1. november 2019.