Hvordan inviterer vi nye kunder ind?
I takt med at mængden af tilgængelige data og digitale værktøjer vokser, får vi nye muligheder for at forstå de mennesker, vi udvikler produkter til. Men hvordan omsætter vi den viden til bedre produkter og mere inkluderende løsninger?
Hvordan kan vi kombinere big data, small data og konkrete brugerindsigter for at udvikle produkter, der imødekommer flere kroppe og behov – uden nødvendigvis at øge antallet af produkter?
På denne online session med Mette Terkildsen, lektor og ph.d. ved VIA, Center for bæredygtig tekstilproduktion, sætter vi fokus på datadrevet produktudvikling, kropsinklusion og produktvariation. Vi undersøger, hvordan data og brugerindsigter kan give os en dybere forståelse af både vores eksisterende målgrupper og de brugere, hvis behov vi endnu ikke i tilstrækkelig grad tager højde for.
Større produktvariation behøver ikke at betyde flere styles. Potentialet kan også ligge i at arbejde mere strategisk med pasform, konstruktion og produktkonfigurationer inden for den eksisterende produktportefølje.
Gennem faglige oplæg og diskussioner i mindre grupper undersøger vi blandt andet:
Hvem designer vi til i dag – og hvilke brugere risikerer vi at overse?
Hvilken viden og hvilke data har vi allerede om vores brugere?
Hvordan omsætter vi brugerindsigter til konkrete beslutninger i produktudviklingen?
Hvordan kan vi skabe større variation i produkter uden at øge antallet af styles?
Hvilke muligheder og barrierer er der for at arbejde mere systematisk og datadrevet med produktudvikling?
Målet er at skabe et bedre match mellem brugernes behov, produkterne og markedet. Samtidig undersøger vi, hvordan data og brugerindsigter kan bidrage til at nå nye kundegrupper, mindske risikoen for overproduktion og identificere nye forretningsmuligheder.
Deltag i en time med inspiration, faglig refleksion og erfaringsudveksling. Få nye perspektiver på, hvordan brugerindsigter kan omsættes til konkrete produktstrategier, mere inkluderende løsninger og nye forretningsmuligheder.
Dato, tid & sted
Mandag d. 7. december 2026, kl. 15:00-16:00.
1 times online session - Interaktivt format
Deltagerforudsætning
Deltagelse kræver medlemskab af TL forbund. Er man ikke medlem, koster deltagelsen 100 kr.
Spørgsmål
Har du spørgsmål til din tilmelding, så skriv til tlarrangementer@tl.dk eller arrangement ansvarlig og regionsformand, Pernille Rohde: per@tl.dk
GDPR
Ved tilmelding accepterer du, at TL må dele dit navn, telefon nr. og e-mailadresse med den kursusansvarlige
Kropsinklusion og produktvariation
Date and time
Mandag 07. december, kl. 3:00 PM - 4:00 PM
Registration deadline: Fredag 20. november, kl. 12:00 PM